airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Log ind

Vrede og aggression


Her finder du viden om vrede og aggression 

Vrede er en følelse som alle andre følelser, den er helt naturlig og omfatter forskellige elementer:

  • Adfærdsmæssige reaktioner der kan komme til udtryk som truende og aggressiv adfærd.
  • Kropslige reaktioner i form af spændte muskler, hurtigere åndedræt, højere puls og blodtryk m.m.
  • Ophidselse og måske hævnlyst. Vrede har forskellig intensitet fra irritation til arrigskab.
  • Tankemønstre, der ofte kredser om uretfærdig behandling, og tanker om at ramme den anden for at få genrejsning.

Vrede kan dermed føre til aggressiv adfærd, som kan være verbal, nonverbal, fysisk truende eller decideret voldelig.

Aggression:

Når vi oplever os truet og indtager en forsvarsposition, bliver al opmærksomhed rettet mod den eller det, der har vækket vreden i os. Vi puster os op, spænder musklerne, pulsen stiger, og vi taler måske højere eller går tættere på den, vi er vrede på. Vi lægger ikke mærke til, hvad vi selv tænker, hvordan vi har det i kroppen, og om der er noget der viser, at der ikke er grund til at reagere så aggressivt.

Aggression vil almindeligvis medføre, at den anden går i forsvarsposition, puster sig op og taler højere mv. En måde at dæmpe egen og andres aggression på er at bevæge sig væk fra den anden, tale lavere, måske tie helt stille, rette opmærksomhed mod egen krop og tanker, og forsøge at spænde mindre i kroppen.

Kroppen:

Din krop reagerer instinktivt på fare. Når vi oplever at være truede, kan vi enten fryse, flygte eller kæmpe. Første skridt mod at håndtere din vrede er at forstå din krops signaler. Hvad sker der i din krop, når du bliver vred?

Der er god grund til at blive bevidst om kroppens reaktioner, når du er vred. Undersøgelser har vist, at vrede og aggression på sigt kan forhøje din risiko for hjerte-kar-sygdomme, depression og forringe din evne til at håndtere stress. Kronisk vrede kan således påvirke både dit fysiske og psykiske helbred.

Når kroppen går i angrebsposition, er det mere sandsynligt, at din vrede kommer til udtryk i voldelig adfærd. Dine kropslige reaktioner kan forstærke følelsen af vrede og blive en del af en ond cirkel, hvor du bliver låst fast i en mere og mere aggressiv adfærd. Det fører til, at vreden får bedre plads til at komme til udtryk på grænseoverskridende og ubeherskede måder.

Derfor er det vigtigt, du bliver bevidst om, hvad dit kropssprog signalerer. Dit kropssprog kan nemlig være med til at skærpe din vrede, da modparten instinktivt vil reagere på dine signaler. Læs om håndtering af din vrede her.