airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Log ind

Typer af plejefamilier


En plejefamilie er som udgangspunkt et par er godkendt af kommunen. Enkeltpersoner kan i særlige tilfælde også godkendes som plejeforældre. Alle personer over 18 år kan søge om at blive plejefamilie uanset religion, seksualitet eller lignende. Afgørende er ansøgernes forudsætninger og evner til at rumme et plejebarn i eget hjem. Det er din kommune som vurderer og godkender dig som ansøger. 

Ønsker du at blive plejefamilie, skal du derfor henvende dig til din bopæls kommune. 

 

Netværksplejefamilie

En netværksplejefamilie er et familiemedlem eller anden nær relation, som har barnet i pleje. Det samme er gældende for en ung i netværkspleje under et efterværnsforløb. For at blive netværksplejefamilie er det afgørende at man har en relation og et kendskab til barnet inden anbringelsen og hvilken type af relation det er.  

En netværksplejefamilie er personer, som barnet er i familie eller slægtskab med, men det kan også være venner til familien eller professionelle, der har en særlig relation og tilknytning til barnet. Formålet og hensigten er, at barnet ikke bliver fjernet fra sine nære og vante omgivelser.

En tæt relation er mere end et bekendtskab. Det er en forudsætning at omsorgspersonerne kender til barnet, barnets udfordringer, behov mm, jf. tilknytningskriteriet.  

 

Kommunal plejefamilie

En kommunal plejefamilie er en familie, som har anmodet kommunen om at blive plejefamilie.

Den kommunale plejefamilie modtager børn, som de ikke kender i forvejen. Plejefamilien er udvalgt af kommunen til at løfte det konkrete barns udfordringer. Det er derfor en forudsætning at plejefamilien har erfaring og de kompetencer, som det kræver at løfte det konkrete barns udfordringer.

En kommunal plejefamilie anvendes ofte i forbindelse med at støtte forældremyndighedsindehaveren i forældrerollen, således at der kan arbejdes på en hjemgivelse af barnet.

En professionel plejefamilie

En professionel plejefamilie er en plejefamilie, hvor det er en betingelse, at mindst én af plejeforældrene har en socialfaglig baggrund eller en anden relevant erfaring, som kan ligestilles med en socialfaglig uddannelse.

Det børn med særlige udfordringer, som anbringes i en professionel plejefamilie. Det kan være svært psykisk skadede og omsorgsvigtede børn og unge, eller børn og unge med handicap, som kommunen vurderer vil trives bedst i en professionel plejefamilie.  

Derfor er der krav om, at den af plejeforældrene, som har den socialfaglige baggrund eller anden relevant erfaring, står til rådighed for barnet. Dvs. at plejeforælderen kun have arbejde i det tidsrum, hvor plejebarnet er i en daginstitution eller skole.  Dette afspejler forventningen til pasningsbehovet, og kravet til den pædagogiske indsats som barnet har behov for.

Har plejebarnet ikke mulighed for at blive integreret fuldt ud i dag- eller skoletilbud, forventes det, at plejeforælderen har mulighed for at afhente plejebarnet eller at deltage og støtte barnet.

 

Akut plejefamilie

En akut plejefamilie er en kommunal plejefamilie eller en professionel plejefamilie som modtager børn akut, jf. børnestøttelovens § 6, stk. 1.

Betegnelsen akut plejefamilie beskriver plejefamiliens funktion i relation til kommunen. Akut plejefamilie er derfor ikke en anden form for plejefamilie end en kommunal og en professionel plejefamilie. Der gælder de samme regler for godkendelse mm. som for kommunal og en professionel plejefamilie.

Akut betyder at plejefamilien står til rådighed for kommunen og derved hurtigt – og med meget kort varsel - kan modtage et barn.

Det kræver en særlig omstillingsparathed og rummelighed for at være akut plejefamilie. Særligt hvis plejefamilien allerede har anbragte børn.

Plejefamilien kan ikke modtage flere børn end hvad de er godkendt til.

Det er almindeligt, at en anbringelse i en akut plejefamilie er kortvarig.  Længere forløb kan aftales mellem akut plejefamilie og anbringende kommune.

Det er muligt for en akut plejefamilie at forblive plejefamilie for det anbragte barn. Ved at forblive som plejefamilie vil plejefamiliens vederlag reguleres efter de almene regler for vederlag, og ikke honoreres som akut plejefamilie.

Ved overgangen til et varigt anbringelsessted for plejebarnet skal familieplejekontrakten reguleres efter forholdene som er gældende for en almindelig anbringelse.

Det er kommunen, der udarbejder en ny familieplejekontrakt.

 

Privat arrangeret plejefamilie

En privat arrangeret plejefamilie er en familiepleje arrangeret af barnets egne forældremyndighedsindehaveren. Reglerne om en privat arrangeret plejefamilie er reguleret i børnestøttelovens § 39.

Det betyder at barnets ophold i en privat arrangeret plejefamilie er ikke på foranledning af kommunen.

Barnets ophold ved en privat arrangeret plejefamilie betragtes ikke som en støtteforanstaltning efter børnestøttelovens bestemmelser. Opholdet beror alene på en aftale mellem forældremyndighedsindehaveren og den privat arrangeret plejefamilie. En privat arrangeret plejefamilie har ikke ret til vederlag, jf. børnestøttelovens § 39, stk. 1.

Biologiske forældre, der ikke er forældremyndighedsindehaver, er ikke omfattet af kriteriet om plejetilladelse, jf. børnestøttelovens § 39, stk. 5.

 

Aflastningsfamilie

Som aflastningsfamilie har man et barn eller ung i aflastning, når kommunen vurderer at en aflastning væk fra hjemmet er det bedste for barnet. Der aftales en aflastningsordning, som en fast aftale med midlertidige ophold for barnet af kortere eller længere varighed. Der vil ofte være tale om få timer på faste dage i en uge eller en måned. En aflastningsordning kan etableres i en ferie.

Et ophold i en aflastningsfamilie etableres i medfør af børnestøttelovens § 25, stk. 4, nr. 3, eller i medfør af handicaplovens § 41, stk. 3.

En aflastningsplejefamilie er en netværksplejefamilie, kommunal plejefamilie eller en professionel plejefamilie.

Der er samme godkendelseskriterier for en aflastningsfamilie som for de øvrige plejefamilietyper. Det er muligt at blive godkendt som enlig ansøger, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

En aflastning er ikke en anbringelse. I de tilfælde hvor barnet opholder sig i en aflastningsfamilie i en længere periode, er perioden at ligestille med en anbringelse. En længere periode er mere end 14 sammenhængende dage.