airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Log ind

Digital samtale kan være vejen til lige muligheder for personer med handicap

Årets handicapuge i uge 41 sætter fokus på ’Tilgængelighed – fysisk, socialt og digitalt’.
5. oktober 2021
Person som går med rollator
Helga Jakobsen, 46, er født med cerebral parese, som også er kendt som spastisk lammelse. Hun kender til de begrænsninger og udfordringer et fysisk handicap giver i hverdagen. Men Helga har også været i stand til at overkomme mange af forhindringerne.

Hun er i gang med en uddannelse til salgsassistent og bor på et kollegie i Nuuk. Her er det nemt for hende at have kontakt med sine bofæller. De spiser ofte sammen i fællesrummet, og hun er en del af fællesskabet. Men digital kommunikation er også afgørende for, at Helga har og kan vedligeholde venskaber.

Kontakt via chat-platforme
Helga bruger i udstrakt grad chat-fora, når hun taler med venner og familie. Det udvider verden, når et handicap gør fysisk kontakt vanskelig:
”Det er nemt for mig at skrive med mine venner på chatten. Det er også nemmere end at lave et videoopkald, og det er vigtigt for mig, at have kontakt med mine venner. Men når jeg skal tale med min mor, bruger jeg dog stadig den almindelige telefon”, griner Helga.

Digital uddannelse

Helga håber, at det også bliver muligt at følge undervisningen digitalt. Det vil være en stor fordel for hende – ikke mindst lige nu, hvor hun er sygemeldt efter en operation i ryggen.

Fysisk tilgængelighed
Til daglig handler Helga selv ind og tager bussen til Handelsskolen. Hun har som noget nyt fået en rollator efter operationen. Hun har så at sige bevaret muligheden for at være ”fysisk tilgængelig”. Hun har især brug for rollatoren, når hun skal handle ind, og er spændt på, hvordan den vil fungere i sne og på glatte veje.

Lyt til mennesker med handicap
”Vi skal lytte til de mennesker, som har et handicap. For forskellige handicap sætter forskellige begrænsninger i livet. Derfor skal vi arbejde sammen med borgere, kommuner og organisationer, for at give personer med handicap flere livsmuligheder. Løsninger skal findes, så begrænsningerne ikke længere er begrænsninger – eller de bliver nemmere at overkomme. Det er hvad handicapugen i år handler om”, udtaler Paneeraq Olsen som er ny Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier.