Kampagnen ’Yellow September’ skal øge opmærksomheden på selvmordsforebyggelse i september måned, hvor 18 ansøgere langs kysten modtager støtte fra Paarisas selvmordsforebyggelsespulje til at afholde lokale arrangementer.
I år introducerer Paarisa "Yellow September," en landsdækkende kampagne, som en del af indsatsen for at implementere Qamani – Strategi for forebyggelse af selvmord 2023-2028.
Markeringen af Yellow September skal skabe opmærksomhed omkring forebyggelse af selvmord ved at præsentere tilgængelige henvendelsesmuligheder for personer med selvmordstanker, deres pårørende og efterladte.
Lokale arrangementer
Gennem hele september vil der være fokus på emnet med en række arrangementer støttet af Paarisas selvmordsforebyggelsespulje. 18 forskellige initiativer langs kysten har fået midler til at afholde arrangementer, der skal fremme fællesskabet og åbne op for dialog om selvmord og mental sundhed.