Vores kære, dygtige kollegaer flytter snart til Socialstyrelsen, hvorfra de fortsætter deres vigtige arbejde i tæt samarbejde med andre projektgrupper – bl.a. Manu og Tidlig indsats samt Meeqqat 0-18 programmet der omhandler om Tidlig Opsporing hos børn – der tilsammen har små børn og førskoleinstitutioner som målgruppe.
Med flytningen bliver førskolekonsulenterne del af Afdeling for Førskoleområdet – en nyoprettet afdeling under Socialstyrelsen, som er et resultat af en ressortændring i forbindelse med etableringen af Departementet for Børn, Unge og Familier i 2021. Formålet med det nye departement er at samle og konsolidere projekter og indsatser målrettet børn og unge, hvilket også nævnes i koalitionsaftalen fra 2021 mellem Inuit Ataqatigiit og Naleraq.
”Koalitionen er enig om, at der er behov for en massiv indsats med hensyn til børn og unge. (…) Det kræver et særligt fokus og koalitionen har identificeret et behov for et særskilt departement på området. Departementet skal koordinere viden vedrørende børn, unge og familier og der skal samarbejdes med Børnetalsmanden, med henblik på at børnenes rettigheder opfyldes.”
Førskolekonsulenterne arbejder med at udarbejde pædagogisk udviklende tilbud til børn i førskolealderen i tæt samarbejde med landets kommuner, og er også til rådighed for de enkelte daginstitutioner. Konsulenterne er lige nu også i gang med et 3-årigt projekt – Initiativ 3 – der har fokus på at hjælpe kommuner, institutioner og forældre med tidlig indsats overfor børn i mistrivsel.
Omkring ressortændringen og den medfølgende omstrukturering, udtaler teamleder Liili Kleist:
”Vi synes at det er rigtigt spændende. Det hér med at samle de projekter, der har børn, unge og familier i fokus, gør at vores forskellige projektgrupper bedre kan samarbejde og sparre med hinanden dér, hvor vores arbejde overlapper. Dertil kommer vi til at have en enorm vidensbank, som vi alle både kan trække på og udbygge hen ad vejen. Det skaber synergi, og gør at vi kan skabe mere målrettede indsatser samlet set.”
Hos Uddannelsesstyrelsen har vi været rigtigt glade for Førskolekonsulenterne som kollegaer, og vi glæder os til det videre fremtidige samarbejde på tværs af styrelser.