Paarisa lancerer i samarbejde med Red Barnet en ny "Vejledning til sociale medier", der skal hjælpe børn og unge med at navigere sikkert på digitale platforme.
Sociale medier er en integreret del af mange unges hverdag og kan være både sjove og lærerige. Desværre kan nogle opleve ubehagelige eller grænseoverskridende situationer online. Den nye vejledning tilbyder konkrete værktøjer til at gøre sociale medie-profiler mere sikre og private samt trin-for-trin instruktioner til, hvordan man anmelder kommentarer eller brugere.
Oversat til grønlandsk for bred tilgængelighed
Vejledningen, som er udviklet af Slet Det-rådgivningen under Red Barnet, er blevet oversat til grønlandsk i tæt samarbejde med Paarisa. Materialet vil blive distribueret til alle skoler og institutioner, der arbejder med børn og unge.
Lanceres i februar 2025
"Vejledning til sociale medier" bliver lanceret den 17. februar 2025 og vil være tilgængelig på www.paarisa.gl Hvis man ønsker en fysisk udgave, kan denne bestilles ved at kontakte Paarisa på paarisa@nanoq.gl
Udtalelse fra afdelingschefen i Paarisa, Helena Lynge Møller
"Børn og unge skal kunne færdes trygt online. Denne vejledning er et vigtigt skridt mod at styrke deres digitale sikkerhed og give dem de værktøjer, de har brug for, i en stadig mere digitaliseret verden."
Løbende opdateringer af vejledningen
Da sociale medieplatforme regelmæssigt ændrer deres procedurer, vil vejledningerne blive opdateret løbende på Paarisas hjemmeside for at sikre, at materialet forbliver aktuelt.
For yderligere information kan du skrive til Paarisas email på paarisa@nanoq.gl