Børns tegn og reaktioner

Børn og unge er forskellige. De reagerer forskelligt og udtrykker sig forskelligt alt efter deres alder og modenhed.

Der findes ingen facitliste på, hvordan børn og unge, der udsættes for seksuelle overgreb, reagerer. Dog kan nogle af nedenstående tegn og reaktioner forekomme.

Listen indeholder derfor ikke alle de tegn og reaktioner, som et barn muligvis kan udvise. Et barn kan godt udvise andre reaktioner, end de oplistede.

Indhold

Indhold

De forskellige tegn og reaktioner gælder ikke kun ved seksuelle overgreb. Reaktionerne kan generelt være tegn på mistrivsel og være opstået på baggrund af forskellige forhold i barnets liv. Det er derfor vigtigt at overveje, hvilke forhold der kan have betydning for barnets trivsel (f.eks. daginstitution, klubmiljø, hjemmet, venner, udvikling m.v.).

Observerer man tegn og reaktioner, der skaber bekymring, bør man skrive sine observationer ned og tale med sin ledelse og evt. kollegaer om det. Ofte vil det være en god idé også at tale med barnet mere generelt om, hvordan barnet har det.

En mere systematisk observationsperiode kan evt. iværksættes, for at følge hvordan det går med barnet over noget tid – og evt. hvordan barnet reagerer i forskellige situationer, f.eks. når han eller hun føler sig presset.

Hvis du bliver bekymret for et barn, som du ikke kender særlig godt eller ikke har daglig kontakt med, er det vigtigt, at du giver disse oplysninger videre – f.eks. til andre kolleger, som kender barnet, eller ledelsen på arbejdspladsen.