Børns tegn og reaktioner
Børn og unge er forskellige. De reagerer forskelligt og udtrykker sig forskelligt alt efter deres alder og modenhed.
Der findes ingen facitliste på, hvordan børn og unge, der udsættes for seksuelle overgreb, reagerer. Dog kan nogle af nedenstående tegn og reaktioner forekomme.
Listen indeholder derfor ikke alle de tegn og reaktioner, som et barn muligvis kan udvise. Et barn kan godt udvise andre reaktioner, end de oplistede.
Indhold
Vær opmærksom på, om barnet eller den unge pludselig ændrer adfærd. Det kan f.eks. være at gå fra at være udfarende eller nysgerrig til at være indelukket. En pludselig ændring i adfærden kan betyde, at der sker noget voldsomt i barnets liv. Adfærdsændringen kan dermed være et signal om, at barnet mistrives. Vær her opmærksom på, at nogle børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb over længere tid, ikke nødvendigvis viser ændringer i adfærden, fordi det er en del af barnets hverdag.
Nogle børn reagerer på mistrivsel ved at gå tilbage i udviklingen, eller hvor udviklingen går i stå. Det kan f.eks. være at tale babysprog eller tisse i sengen/bukserne, selvom man godt kan finde ud af at gå på toilettet.
Børn kan komme med protester eller udvise uvilje mod at være sammen med en voksen eller bestemt person.
Hvis børn og unges adfærd i forhold til det seksuelle område antager karakter af voksensex og f.eks. indeholder gentagne seksuelle handlinger, der ikke er i overensstemmelse med barnets alder, så er det ikke normalt, og det er de voksnes ansvar at gribe ind. Hvis et barn overskrider et andet barn eller en voksens grænser seksuelt, så er det ikke normaladfærd. Hvis et barn i ekstrem grad søger seksuel selvtilfredsstillelse, f.eks. tvangspræget onani/masturbation, så bør man reagere på det. Hvis et barn taler om sex og seksuelle handlinger, som ikke almindeligt hører til aldersgruppen, så er der grund til at være mere opmærksom.
Mange børn, der udsættes for seksuelle overgreb, føler ikke, de har nogen at tale med om deres oplevelser. De går rundt med en masse uforløste følelser, hvilke kan vise sig i form af pludselig gråd.
Hvis søvnløse nætter og mareridt forekommer oftere end normalt og evt. i samspil med nogle af de andre mulige reaktioner, er der grund til at være ekstra opmærksom.
Børn kan opleve konstant tristhed, følelse af ensomhed og magtesløshed efter at have været udsat for overgreb.
Nogle børn får en voldsom udadreagerende adfærd. Dette kan være raserianfald eller angreb på børn og voksne. Andre børn fremstår hyperaktive og gør alting i et meget højt tempo.
Nogle børn reagerer ved ikke at kunne fokusere på en enkelt opgave eller leg ad gangen. De mister let overblikket, lader sig nemt distrahere og kan have let ved at glemme.
Børn kan finde på at skære i sig selv (cutting), brænde sig selv eller gøre anden skade på sig selv. Selvmordstanker og deciderede selvmordsforsøg kan også forekomme.
Børnene kan miste troen på sig selv og ikke føle sig noget værd.
Børnene kan virke tavse og isolere sig. Dette kan skyldes, at de er blevet bedt om at holde overgrebet hemmeligt eller er blevet truet med konsekvenser, hvis de fortæller om det.
Har barnet fysiske symptomer som blå mærker, sår ved eller skader i munden, udflåd, smerter ved kønsorganer, seksuelt overførte sygdomme eller lignende, er der grund til at være bekymret.
Mange børn får psykosomatiske symptomer som et udtryk for, at de ikke trives. Dette kan være ondt i maven, hovedet eller andre steder i/på kroppen. Psykosomatiske symptomer kan man ikke finde nogen fysiske forklaringer på.
Nogle børn kan også virke usoignerede, gå i snavset tøj og ikke ville vaskes/gå i bad. Og omvendt kan nogle børn også have overdreven trang til at vaske sig ren.
Nogle børn udvikler spiseforstyrrelser såsom anoreksi (at sulte sig selv) eller bulimi (overspisning med efterfølgende opkast).
Nogle børn forsøger at skjule deres krop ved f.eks. at klæde sig i for stort tøj. Omvendt er nogle børn påfaldende udfordrende klædt.
Indhold
De forskellige tegn og reaktioner gælder ikke kun ved seksuelle overgreb. Reaktionerne kan generelt være tegn på mistrivsel og være opstået på baggrund af forskellige forhold i barnets liv. Det er derfor vigtigt at overveje, hvilke forhold der kan have betydning for barnets trivsel (f.eks. daginstitution, klubmiljø, hjemmet, venner, udvikling m.v.).
Observerer man tegn og reaktioner, der skaber bekymring, bør man skrive sine observationer ned og tale med sin ledelse og evt. kollegaer om det. Ofte vil det være en god idé også at tale med barnet mere generelt om, hvordan barnet har det.
En mere systematisk observationsperiode kan evt. iværksættes, for at følge hvordan det går med barnet over noget tid – og evt. hvordan barnet reagerer i forskellige situationer, f.eks. når han eller hun føler sig presset.
Hvis du bliver bekymret for et barn, som du ikke kender særlig godt eller ikke har daglig kontakt med, er det vigtigt, at du giver disse oplysninger videre – f.eks. til andre kolleger, som kender barnet, eller ledelsen på arbejdspladsen.